I Roskilde Bank har man lagt en sikringsstrategi, som ikke blot skal forbedre sikringsniveauet i bankens filialer, men også minimere tidskrævende rutiner og administrationsarbejde for medarbejderne.
Med implementeringen af et helt nyt, integreret sikringssystem er strategien netop realiseret i de første filialer.
Banker er underlagt naturligt høje krav til sikring. Her er det ikke nok at til- og frakoble en alarm om morgenen og aftenen - også i løbet af dagen skal et højt sikringsniveau opretholdes. Det betyder mange besværlige og tidskrævende procedurer for de ansatte – sådan er det også i Roskilde Bank.
Lettere dagligdag for medarbejderne
”Hver dag må vores medarbejder igennem en masse sikkerhedsrutiner og –procedurer. Det tager selvfølgelig tid fra deres arbejde – men er nødvendigt”, fortæller Sikringsansvarlig i Roskilde Bank, Per Frost.
”De mange rutiner skyldes delvist, at vores eksisterende system består af forskellige anlæg, der ikke taler sammen og derfor kører decentralt. Vi har gennem længere tid været på jagt efter et alternativ, som integrerer alle sikringsområder, og er muligt at administrere fra centralt hold”.
Nyt system på åbne protokoller giver frihed
Med en forestående renovering af sikringsanlæggene i 3 filialer og åbning af 2 nye filialer, var tidspunktet det rette for Roskilde Bank til at afprøve nye muligheder.
Med NH Gruppen og Vitani A/S som leverandør og sparringspartner har banken sammensat et nyt, integreret sikringssystem, der omfatter både adgangskontrol, tyverialarmer og kameraovervågning. Systemet gør så vidt muligt brug af eksisterende komponenter, men er ellers baseret på åbne protokoller, som, udover at give konkurrencedygtige priser, gør banken uafhængig af bestemte leverandører.
Central overvågning - hurtigere reaktionstider
”Systemet i Roskilde Bank er sammensat, så hver filial kører decentralt, men administreres og overvåges centralt. Går alarmen i en filial, registreres det straks i hovedkvarteret, hvorfra informationer om alarmer og billeder fra hændelsen straks kan hentes”, fortæller Salgschef i NH Gruppen, Brian Pedersen.
”Alle informationer sendes over et dedikeret 2,3 Mbit/s SHDSL-netværk, der gør det muligt at sende store mængder data – eks. alarmer, logs og billeder. Det giver meget hurtig reaktionstid og dermed optimale forudsætninger for opklaringsarbejdet”.
Udover tv-overvågning og tyverisikring omfatter systemet også adgangskontrol. Alle bankens medarbejdere er udstyret med nøglekort, der giver adgang til de afdelinger og områder i banken, de har behov for at kunne færdes i – hverken mere eller mindre. Adgangskontrollen administreres ligeledes fra hovedkvarteret.
Høje forventninger til fremtidige fordele
Det integrerede sikringsanlæg hos Roskilde Bank er endnu i opstartfasen. Det skal i det kommende års tid stå sin prøve i de 5 afdelinger, hvor det er installeret. Når resultaterne herfra foreligger, er det planen, at det skal implementeres i de øvrige 18 filialer. Forventningernr til det nye, integrerede sikringsanlæg er høje:
”I første omgang forventer vi at spare en masse tid i den daglige administration, ligesom at medarbejderne skal opleve væsentlige lettelser i dagligdagen. På sigt forventer vi også at spare betydelige ressourcer - især i forbindelse med etablering af nye filialer”, slutter Per Frost.
Energibesparelser som ekstra bonus
Som en ekstra bonus vil bankens lys, varme og ventilation på sigt også blive tilknyttet sikringssystemet. Installationerne tilknyttes adgangskontrollen, som registrerer, når sidste mand forlader bygningen og herefter lukker ned. Det samme sker i weekender og helligdage, hvor systemet vil registrere at ingen møder ind. Dermed vil banken også opnå besparelser på energiforbruget.
Hent case:
Roskilde Bank.pdf (325 KB)
For flere oplysninger, kontakt Vitani A/S eller NH Sikring på 46 34 70 00.